Passo Tonale, Tonale-passet eller på korrekt italiensk Passo del Tonale byder på sjov på ski for alle støvlestørrelser.
Skiområdet, Adamello Ski, består af byerne Passo del Tonale (1.884 meter), Ponte di Legno-Tonale (1.260 meter) og Temú (1.121 meter).
UDVID DIT LIFTKORT
På liftkortet kan du stå på ski i Passo Tonale og Ponte di Legno-Tonale, hvor der er 104 sammenhængende pistekilometer fordelt på alle sværhedsgrader. Det er muligt at opgradere dit liftkort til hele Super Skirama, som giver adgang til hele 380 pistekilometer blot ved at tage en tur med skibussen. Opgraderingen kan vi naturligvis klare for dig under bookingen.
Området omkring Passo Tonale har store brede pister, og er en fantastisk plads for børn og nybegyndere. Det er også her, at skiskolen holder til. Udover de blå boulevarder til nybegynderen, findes der også et rullebånd, som sikrer, at de allermindste kommer sikkert og trygt op på pisterne.
UMULIGT AT FARE VILD - OGSÅ FOR BØRNENE
Skiområdet i Passo Tonale er ikke for stort og utroligt overskueligt bygget op. Det gør, at det er umuligt for børn at fare vild!
Du kan altså trygt lade børnene udforske området på egen hånd, og selv tage højere op i terrænet. Du kan for eksempel tage til Passo del Contra Brandieri - også kendt som "Y-et" - eller Cima Bleis. Du må heller ikke gå glip af Presana gletscheren eller området omkring Pontedilegno-Tonale.
HOVEDLIFTEN I PASSO TONALE
Valena-liften anses som en af hovedlifterne i Passo Tonale, og her kan du køre rundt på brede, lækre pister, der egner sig godt til nybegyndere og børn eller som opvarmning for benene, inden du bevæger dig ud på de mere udfordrende pister. Fra Valena-liften har du også mulighed for aftenskiløb tirsdag og torsdag aften.
Ved Valbiolo-liften kan du nå bunden af to lifter, som tager dig op til to røde pister der bevæger sig ned fra 2.577 og 2.500 meters højde. De to pister ender begge ved toppen af Valbiolo liften. Her er der en god restaurant, hvor du kan sidde og hvile dig i solen eller nyde en kop varm kakao.
PRESANA-GLETSCHEREN
Noget du ikke må gå glip af på din skiferie i Passo Tonale er en tur op på toppen af Presena gletscheren på over 3.000 meters højde!
Med Paradiso og Presena gondolerne kommer du hele vejen til toppen af gletscheren, hvor du kan nyde den fantastiske udsigt samt få noget at drikke i den nye skiBar inden turen går ned ad pisterne.
Turen ned fra gletsjeren er markeret som sort på pistekortet - dog er pisten meget bred, og på mange måder føles den som rød. Har du ikke mod på at begive dig ned ad den sidste sorte piste, kan du tage turen med gondolen ned igen.
NYD UDSIGTEN SOM DET FØRSTE
Paradiso-pisten byder desuden på et af områdets bedste udsigter. Vi anbefaler dig at besøge gletscheren som det første på ski-dagen. Det er en fed strækning at køre et par gange, før alle andre rammer pisterne.
PISTEKORT PASSO TONALE
En favorit-piste er piste nummer 20, som du finder ved at tage Nigritella- og Bleis-lifterne op. Med en fantastisk udsigt over Cima Bleis toppen, i 2.628 meters højde, kan du derefter bevæge dig ned ad den lækre røde piste, der byder på fantastisk udsigt hele vejen ned til Nigritella liften igen.
Du kan danne dig et overblik over området ved at se pistekortet over Passo Tonale her på siden.
PONTE DI LEGNO - TONALE
I Pontedilegno-Tonale er der primært røde og sorte pister. Da størstedelen af pisterne ligger under trægrænsen, er der mange fine skovpister.
Det er nemt at komme mellem skiområderne i Passo Tonale og Ponte di legno-Tonale. Sæt børnene af ved skiskolen, tag over i det røde i Pontedilegno og få nogle gode kilometer i benene inden I mødes til frokost.
FUNPARKS
Der findes desuden to funparks i skiområdet. Den ene findes under Valenaliften, og den anden finder du under Serodineliften. De to funparks er ikke så store, men de er enormt gennemtænkte, og turen ned igennem er sjov for børn og barnlige sjæle.
OFF-PISTE I PASSO TONALE
På trods af omdømmet som en destination, der er værdsat af børnefamilier, er der altså også et hav af flotte offpiste-muligheder.
Og måske netop på grund af at være en begynderdestination er der enestående spektakulært, for du har stort set al pudderet for dig selv.
MED HISTORIENS VINGESUS PÅ SKI
Under 1. Verdenskrig spillede Passo del Tonale en vigtig rolle. Oppe på Presena gletscheren, hvor vi nu kan stå på ski, kæmpede Østrig-Ungarn og Italien om at få kontrollen over bjergene.
I dag kan vi stadig se spor fra krigen i området. Blandt andet findes der flere monumenter. Et af dem ligger tæt på byen lige ved siden af Vittoria-liften, nummer 20 på pistekortet. Monumentet blev indviet i 1922 og er blevet udvidet i 1933 og ligger præcist, hvor grænsen mellem Italien og Østrig-Ungarn var.
Ved toppen af Paradiso-kabinen, nummer 27 på pistekortet, findes et galleri, der under krigen blev anvendt som beskyttelse for sårede soldater. Nu er der en udstilling med levn fra krigen samt information om mændene ved frontlinjen.
På pisterne kan du også med stor sandsynlighed til tider se patruljer fra italienske militær, der træner blandt andet skiløb i terrænet.