Modsat mange andre destinationer, er Canazei faktisk en rigtig by – og en af de større af slagsen, sammenlignet med andre skibyer.
Omgivet af Dolomitternes smukke bjergtoppe, består særligt den ældre del af Canazei af tyrolske bjælkehytter, autentiske stenhuse samt en gammel katolsk kirke. Den alpine by falder derfor ganske naturligt ind i det omkringliggende alpeterræn.
Canazei har på mange måder det, satellit-skibyerne ellers kan savne: charme, idyl og atmosfære. Går man en tur gennem byens smalle gader, vil man undervejs fornemme et livligt lokalmiljø i form af caféer, barer og små specialbutikker.
Her lever gastronomien i bedste velgående. I Dolomitterne er vildt nemlig en delikatesse, hvorfor hare, vildsvin og bjergged er populære egnsretter i byen. Skønt det generelle prisniveau er nogenlunde det samme som i andre italienske skibyer, er udvalget af forretninger uden tvivl større i Canazei!
INDKØB OG SUPERMARKEDER I CANAZEI
I Canazei finder du to supermarkeder: Spar og Famiglia Cooperative.
Begge supermarkeder har alt, du behøver til dagligdagen samt afdelinger med frisk kød og ost. Du skal dog være opmærksom på, at begge supermarkeder holder siesta midt på dagen - så husk at handle ind til frokost, før frokost.
Udover supermarkeder, findes der bagere rundt omkring i byen, hvor du hver morgen kan nyde friskbagt brød og kager. Canazei byder også på en slagter og vinspecialister! Der er altså rig mulighed for at udfolde din indre italiensk-inspirerede masterchef i Canazei!
Der findes flere apoteker i byen. Kig efter et grønt kors der lyser. Vi anbefaler, at du benytter dig af apoteket der ligger lige overfor Spar. Rundt omkring i byen findes der flere banker med hæveautomater hvor det er muligt at hæve Euro.
SPISESTEDER OG RESTAURANTER
Canazei har et meget bredt udvalg af både restauranter og natteliv. Der findes hyggelige barer og caféer, som passer perfekt efter en lang dag på bjerget. Resturanterne i Canazei byder på alt fra en god panini til flere-retters gourmet middag. Der er mulighed for at nyde godt af lokale specialiteter, italienske klassikere og internationale retter inspireret af middelhavsområdet i syd og den alpine kost fra Østrig i nord.
NATTELIV I CANAZEI
Da Canazei ligger i midten af Sydtyrol bærer barer og restauranter præg af både den italienske og den østrigske tradition for festligt natteliv. Uanset om du er til schlager-musik og dans på bordene eller en Aperol Spritz i solen og hyggelige omgivelser, så findes det i Canazei.
Flere af Canazeis barer holder åbent til ud på natten, og sammen med byens natklubber med høj musik og blinkende diskolys, danner disse rammerne om Canazeis natteliv.
LAD DIN ELBIL OP PÅ SKIFERIEN
Ankommer du i elbil, er der mulighed for at lade bilen i byen. Der ligger en ladestation ved siden af Hotel Gran Paradis. Spørg guiderne, når de ringer ugen før afrejse, for mere information.
MERE END SKILØB - ALT DET ANDET
- Charmerende by i smukke omgivelser
- Autentisk alpin atmosfære og livligt lokalmiljø
- Gode og varierede indkøbsmuligheder
- Masser af aktiviteter i byen
- Spisesteder med gastronomiske egnsretter